Mad og Minder vækker appetitten og sætter skub i fortælleglæden

Mad & Minder er et spil, der handler om at kombinere madbilleder og tale om, hvad der går godt sammen. Spillet kan bruges til at starte en god samtale med demente, ældre og pårørende eller mellem børn og bedsteforældre.

Billeder er en hjælp for demente

Spillet består af 52 billeder, som stimulerer sanserne, vækker hukommelsen og får de ældre til at associere frit og tale løs. Det giver personer med demens mulighed for selv at sætte ord på, hvad de godt kan lide, hvem de er, og hvad de har oplevet gennem deres liv.

”Vi skal alligevel tænke os om. Det er ikke det rene pjat”.
Inge-Lise Sejr Andersen, aktivitetscentret Byhuset, til fyens.dk

En aktiv indsats mod underernæring

Mad & Minder er udviklet af Mad & Måltider, Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, i samarbejde med kommunikationsvirksomheden Skriv klart. Spillet er en indsats, der bl.a. skal forebygge underernæring blandt ældre og demente.

”Spillet giver appetit på maden, men også på livet, fordi man får brugt livshistorien, og borgerne får lov til at fortælle”.
Lone Schaldemann Hansen, mad- og måltidsmentor i Odense Kommune

Sådan virker spillet

Mad og Minder sætter skub i de personlige fortællinger og giver ny viden om de ældres madvaner og præferencer. Den viden er vigtig for både køkkenet, familiemedlemmer og plejepersonalet, som ønsker at forebygge underernæring og sygdom hos den ældre.
Her kan du se det indslag, som TV Avisen bragte om spillet:

Til både plejecentre og familier

Mad & Minder kan bruges på både pleje- og demenscentre og i private sammenhænge, hvor det skaber samtaler på tværs af alle aldre.

Spillet kan købes her på hjemmesiden. Det koster 550 kr. ex moms pr. spil.